Forside Galleri
Læserum
Blog
Kontakt
Bevar mig vel
Om psyken og nogle af
dens komplementære mekanismer
Psyken har fået til opgave at styre os sikkert
gennem livet og alle de omstændigheder og situationer, vi kommer ud i.
Psyken arbejder konstant på denne opgave. Den prøver at styre og
kontrollere situationer. Den prøver at forudsige, hvad den kan se ved
at analysere og tolke årsager og virkninger, og den prøver at styre
udenom situationer, der kan forventes at blive ubehagelige, skræmmende
eller på anden måde i modsætning til det, vi ønsker. Psyken har
altid sin opmærksomhed rettet udad mod andre mennesker, og det, den
ser, der sker derude. Den tolker, fremkalder følelser og reagerer på
disse følelser med handlinger, der enten prøver at bevare en
situation, som tolkes positivt, eller ved at prøve at komme væk fra en
situation, der tolkes negativ. Årsagen
til, hvordan man har det derinde, ses derude. Man er glad, fordi … ked
af det, fordi … vred, fordi … og det ses som i orden at reagere på
disse følelser og at prøve at få omgivelserne til at ændre sig i
forhold til, hvad man selv ønsker.
Dybt nede under fortrængningens slør ligger en stærk
kollektiv skyldfølelse, en følelse af at have gjort noget utilgiveligt
og uopretteligt. En skyldfølelse, der er uden adresse. Denne ubevidste
skyld er kombineret med en anden ubevidst følelse nemlig, at straf er
retfærdig. Skyld kalder på straf.
Perfektionisme har til hensigt at skjule en følelse
af utilstrækkelighed, svaghed og manglende selvværd. Man er afhængig
af, hvad omverdenen mener om en, og man tror, man skal være perfekt for
at blive accepteret og anerkendt af omverdenen. Kun det perfekte er godt
nok for en, fejl afslører, at man ikke er god nok. Og denne følelse af
utilstrækkelighed bunder i den kollektive skyldfølelse.
Perfektionisten straffer sig selv med det
utilgivelige i selv den mindste og ubetydeligste fejl.
Skødesløshed eller uopmærksomhed, der
afstedkommer uheld og skader på kroppen eller på materielle ting, kan
være en måde at afsløre sig selv overfor omverdenen og dermed
indirekte straffe sig selv.
Selvberoenhed/selvtilstrækkelighed bunder i en
forestilling om adskillelse kombineret med et ønske om at være speciel
og anderledes end andre, samtidig med en forestilling om at være alene
og overladt til sig selv, og af at kunne og skulle klare sig selv på
grund af manglende tillid til andre.
Psyken gør, hvad vi ubevidst har sat den til, og
den arbejder i døgndrift på at opnå de frugter, som den og vi tror,
vi ønsker og kan nå. Når vi er ubevidste herom, kan psyken totalt
tyrannisere og begrænse vort liv, og vi kan være fuldstændig i vore følelsers
vold, fordi vi tror og oplever, at vi er underkastet noget, vi hverken
har ansvar for eller indflydelse på.
At trække identifikationen med psyken tilbage med
bevidsthed om, at vi ikke er psyken, men at vi selv rent faktisk har sat
den til at løse denne opgave for os, og at observere på og blive
bevidste om, hvad psyken har gang i, kan frisætte os af tyranniet, sådan
at vi i stedet kan bruge psyken som en tjener der, hvor den er
anvendelig som sådan.
Bevidsthed om, at årsagen til virkninger, som vi
oplever derinde, også er derinde, kaster lys ind i mørket. Ved at
indse og erkende, at det er frygt i mig, der får mig til at se og
opfatte et andet menneske som farligt, og at jeg har sat psyken til at
styre udenom situationer, der er frygtfremkaldende, så kan jeg i stedet
for se at det er en medmenneske/en borger, der står foran mig, og ikke
en farlig bølle, som psyken fortæller mig.
Alle mennesker er i en situation, og en situation
er uoverskuelig, ellers er det ikke en situation.
Psyken har fået tildelt en opgave, som ikke er
mulig at løse, nemlig at overskue og meget gerne forudsige en
situation, sådan at man kan styre og kontrollere den og handle for at nå
de frugter, som man ønsker.
Vi kan hverken overskue en situation eller vide,
hvad frugterne af den er eller skal være for nogle af de personer, som
indgår i den.
Tilbage til Notater