Den gyldne port

                Forside           Galleri          Læserum          Blog          Kontakt   

 

Den gyldne Port Fragmenter af en livsrejse Tekst 2004   Der står en gruppe tæt sammen. I midten et væsen lysende hvid og gylden, en gammel sjæl, der er ved at gøre sig parat til at tage af sted på den næste rejse. Omkring hende står en kreds af hjælpere og vejledere, lysende og flimrende. De står og ser på den familie, som hun er på vej til. En familie, der rummer alt det, som vil være de bedste betingelser for begyndelsen på hendes rejse. Hun kender dem og ved, at de har meget at give og lære hinanden. Hun ser på dem og husker, hvad det er de har at lære hinanden på denne rejse.     Gruppen står tæt sammen foran den gyldne port mellem den virkelige verden og illusionernes fysiske verden.     - Husk, at du har din forvandlende kraft med dig, siger hendes vejleder, en gammel vismand, der har fulgt hende gennem mange tider, mange verdner og mange rejser. – Du har den kraft, der kan forvandle alting til lys og lyset til det nødvendige for dem, du møder på din vej. Husk også, at du har lyset og glæden med dig som dine pejlemærker til at lede din vej.     - Og glem så ikke, at vi altid er med dig. Vi følger dig og leder dig, siger hendes hjælpere og fylder hende med deres gyldne kærlighed.     - Tag nu af sted.     Hun står lidt og ser sig om, ser lyset og skønheden omkring sig, ser kærligheden, der stråler ud fra gruppen omkring hende. Hun ser på det spirende liv i kvindens krop. Hun er parat til at lægge sig omkring det.   - Jeg er parat.     En bølge af energi, som fra universets uendelige hav, griber hende, og hun bevæger sig i ét nu ind gennem den gyldne port og gennem tunnellen, der fører til den fysiske verden. Idet hun glider gennem tunnelen, lægger de ventende opgaver sig omkring hende som mærker på hendes legemer. Tillid, tro, kærlighed og skaberkraft. Det er dem, hun skal huske på sin rejse. Det er det opgaven, og rejsen går ud på. At huske. Med det samme genkender hun tyngden og snæverheden i kroppens indelukke. Samtidig begynder et glemslens slør at lægge sig over hende. Langsomt forsvinder bevidstheden om den virkelige verden for hende, mens tyngden i den fysiske verden åbner sig. Hun bliver det lille ufødte barn, mærker kroppen omsluttet af det bløde varme. Det er hendes krop. Hun mærker det varme vand omkring sig, vender og drejer sig og bevæger de endnu ufuldkomne lemmer.     Hun hører hjerteslag, en rytmisk, vedvarende lyd. En rolig, rytmisk lyd der indimellem forandrer sig og bliver hurtig og mere hård. Hendes mors hjertelyd. Hun hører andre lyde. Stemmer der taler. Morens stemme. Den er glad, den er vred. Andre stemmer der taler. Hun mærker de skiftende følelser. Morens stemme der synger. Den lyd holder hun meget af, og hun drejer kroppen i takt med sangen. Hun kan mærke moren bevæge kroppen. Det vugger. Nogle  gange blidt og stille, andre gange hurtigt. Og hele tiden hjertelyden.     Hun begynder at vænne sig til at være i den lille krop. Den minder hende om, hvorfor hun er her, hun mærker et strejf af frygt. Frygten hviler i kroppen. Den venter. Straks frygten dukker op, kommer hendes hjælpere, hvide og lysende omkring hende. Hun giver sig hen i deres lys, og frygten trækker sig atter tilbage – og venter.     Morens hjertelyd begynder at banke uroligt og hårdt. Hun kan mærke, at moren har smerter i kroppen. Hun mærker morens frygt, nervøsitet og smerte. Og det får hende til at ønske at komme væk, ud af kroppen og tilbage. Straks er de lysende væsener omkring hende og husker hende på, hvorfor hun er her. Igen har hun glemt dem og troede, hun var alene.     Hun mærker morens stærke uro og hurtige hjerterytme. Moren er bange. Morens krop bliver pludselig helt stille. Morens hjertelyd flakker. Et voldsomt mørke griber hende. Hun mærker en smerte i sin krop, et voldsomt ubehag i kroppen fylder hende med angst. Det er, som om noget presser hele kroppen sammen og presser livsenergien ud. Hjertet gør ondt og slår uregelmæssigt, og kroppen spænder alle muskler. Angsten flænger mørket, og hun forsvinder med et ryk ud af kroppen. Ud. Op i lyset. De lysende væsener er omkring hende. De healer den lille krop, fylder den igen med livsenergi og lys. Hun har ikke lyst til at vende tilbage til kroppen.     - Du har en opgave at løse. Du må vende tilbage. Vi sørger for at der er næring og livsenergi til dig. Frygt ikke!     Hun ser ned på morens livløse krop på operationsbordet. Der er hektisk aktivitet omkring hende. Læger og sygeplejersker arbejder på at få livet tilbage til kroppen. Åndelige væsner står omkring den livløse krop og sender helbredende energi til den. Og hun ser den lille krop inde i kvinden, ser hvor stille den er, ser dens anspændthed med ansigt og krop fordrejet af smerte. I det samme mærker hun smerten, ubehaget og angsten. Hun er tilbage. Hjertelyden i morens krop lyder igen, rolig og regelmæssig. Livet fortsætter.   Kroppen vokser og udvikler sig. Hun får den nødvendige næring med lyset og kærligheden, der strømmer ind til hende fra de lysende væsner, der stadig er tæt omkring hende. Moren er igen rolig og glad. Hun kan mærke, hvordan moren holder omkring sin egen krop som for at holde omkring barnet, der vokser i hende. Alt er igen blødt og varmt. Hun bevæger sin krop, vender sig i det varme vand, bevæger arme og ben. Pladsen bliver mere og mere snæver. Morens stemme synger. Morens krop vugger blidt, men det meste af tiden er den helt i ro.     I en særlig rytme bevæger hun sig gennem den gyldne port. Fra kroppen, der hviler, til lyset og bevidstheden. Og fra lyset og bevidstheden tilbage i kroppen bag sløret. Hun mærker, at tiden nærmer sig. Hun kan mærke morens forventning og glæde. Hun ved, at noget uafvendeligt snart skal ske.     Pladsen er blevet meget snæver. Der er ikke mere plads til at vende kroppen og bevæge arme og ben. Noget begynder at klemme. Det varer kun kort tid, men vender tilbage igen og igen. Noget omslutter hovedet, holder det fast. Men noget er galt. Igen denne pressen. Det presser om halsen. Som noget er ved at presse livet ud af hende. Hun glider uendelig langsomt gennem en snæver skakt, der presser og trykker i rytmiske stød. Det strammer om halsen. Presset om halsen tager til og angsten flår igen i hende. Noget presser livet ud af hende. Det summer og mørkner i hovedet. Det er som at blive hængt. Hun forsvinder. I et ryk forlader hun kroppen, kan ikke holde angsten for at dø ud.     Hun ser moren ligge på et leje. En hvidklædt kvinde står ved sengen hos hende. Når de rytmiske pres kommer, bøjer moren sig sammen og presser, til hun bliver helt rød og svedt. Moren bruger alle sine kræfter, og hun kan se, hvordan den lille krop langsomt glider nedad mod åbningen mellem morens ben. Efter lang tids pressen glider barnet ud, først hovedet, så kroppen.     Den hvidklædte kvinde giver et forskrækket gisp, da skuldrene viser sig i åbningen. Navlestrengen ligger fast om halsen på barnet. Hurtigt griber hun barnet, der er helt livløs. Navlestrengen bliver klippet af og fjernet, og jordemoderen tager barnet med og går hurtigt ind ved siden af, hvor hun begynder at arbejde med den lille krop for at få den til at trække vejret.     - Er der noget galt, råber moren efter hende med angst i stemmen.     Hun ser det hele, ser hvordan jordemoderen arbejder med hendes krop, og hun ved, at barnet vil komme til live, ved at også dette hører med til opgaven på denne rejse.     Barnet begynder at gispe. Med ét er hun tilbage i kroppen. Oplever følelsen af at være ved at blive kvalt. Mærker angsten dunke i kroppen. Et højt vræl kommer ud af munden, og armene bevæger sig og prøver at gribe fat for at holde sig fast ved livet. Det er koldt. Hun fryser. Det er skærende lyst omkring hende. Hun er i et mærkeligt koldt og skærende lyst mørke. Og hun kan ikke længere bevæge kroppen, som hun vil. Hun er lukket helt ind i kroppen.   ***   Jeg befinder mig for enden af regnbuen. I alle drømmes fuldendelse. I det nyfødte livs begyndelse. Regndråberne trommer sagte på ruden, samler sig og driver nedad med vandets uklare klarhed. ”Tro og du skal vinde”. Selv en spinkel tro skaber sejre, uden man ved af det. Livet skaber de umuligste muligheder og placerer én midt i dets virkelighed.     Jeg befinder mig i drømmenes realisering, i en tænkt og drømt mulighed, der er blevet til en fysisk manifestation. En virkelighed hvis realisering viser sig at være umulig at forestille sig, før den manifesterer sig. Hvad skaber tro? Skaber troen virkelig virkeligheden? Selv når tvivlen er større end troen? Er drøm tro? Alligevel bliver drømmen til virkelighed og på en helt anden måde, end jeg kunne have forestillet mig. Jeg kunne kun drømme, drømme om det uopnåelige, som jeg nu er nået frem til, her for enden af regnbuen.     Det regner stadig, blidt og stille. Udsynet bliver større – og større. Naturen er ved at gå til hvile efter en lang sommers frugtbarhed. Bladene falder og åbner horisonten og verden. Hvad var det nu, jeg skulle huske?   ***   Væren. Væren uden bevidsthed eller sansning. Kun denne tilstand af eksistens. Af væren. Af at være del af helheden. Ingen bevidsthed og alligevel væren. 20.000 år tilbage i dette nu. En mikroskopisk prik i universets uendelighed. Væren i planetens mineralske væsen. Et levende væsen. Stilheden der er uhørlig. Umærkelig. Ingen temperatur, ingen kulde, ingen varme. Blot mineralsk væren. Et glimt af helheden i planetens tyngde og runding. Placeret i transformationens midtpunkt. I en planetarisk hvirvel af uendelig energi. Kraftens evige forandring og forvandling. Forvandlingskraften i hver enkelt partikel. Som helheden er partiklen. Som partiklen er helheden. Planeten. Før livet i den næste cyklus.   ***   Rummet er fyldt med gyldent flakkende lys. Og musik. Han sidder på gulvet, lidt tilbage i rummet, inde i skyggen. Han lader fingrene løbe på instrumentets strenge, og klangene fylder rummet. Han er tilstede og alligevel ikke. Ordene dukker op af sig selv, følger musikkens klange, og han ved knapt, hvad han synger. Det er, som om sangen og musikken strømmer ind udefra, fylder hans krop og kommer ud gennem munden og fingrene på instrumentet. Menigheden sidder langs templets vægge, der danner en cirkel under en gylden kuppel. I midten lyset. Menigheden lytter til hans sang og musik. De sidder med lukkede øjne og bevæger kroppen langsomt fra side til side med musikkens rytme.     Han spiller med lukkede øjne og lader musikken bestemme selv. Han giver sig hen til tonerne og ordene. Han mærker stærke, hvirvlende energier i rummet omkring sig. De løfter ham op i tonernes verden, hvor alt er lys. Lyset er musikken. Og ordene.   ***   Regnen er holdt op. Tusmørket lægger sig langsomt om huset. Himlen er forsvundet i et tæt, gråt skydække. Træerne løfter deres nøgne grene mod det forsvindende lys. Efteråret er de stærke sjæles forår, har jeg læst. Nu kommer hvilen i mørket. Og venten. På en ny cyklus. Venten på lysets tilbagekomst, når tiden er inde. Tiden er forsvundet her for enden af regnbuen. Nu er kun nu. Hvilken fortid vil fremtiden skabe? Jeg undrer mig. Troede ikke at drømme kunne blive til virkelighed. Troede ikke. Hvad er tro? Er det virkelighed?     - Giv mig et tegn! Så vil jeg tro!     Der kom intet svar.     Troede jeg. Men svaret kom langt, langt senere. Jeg troede ikke, men tegnet kom. For enden af regnbuen. Hver en detalje i mine drømme er kommet med. Akelejen. Gærdesmutten. Rødhalsen. Vildrosen. Skoven. Stjernehimlen. Huset. Vinduet. Havet. Ja, ikke mindst havet. Her er mulighedernes mulighed. Vejen er brolagt med dem. Og med glæder.     - Sagde du ikke, at du ville have et tegn?!     - Jamen jeg troede jo ikke på drømmen.     - Jo, men du vidste det ikke. Vi kender dine drømme. Og dine muligheder.     ”Tro og du vil vinde”. Hvad med det modsatte: Tvivl og du taber? Jeg tvivlede og vandt! Eller troede jeg uden at vide det? Hvad er viden? Hvordan kan jeg vide, at jeg tror? Hvordan kan jeg vide, at jeg ved? Alting er så sløret her bag sløret.   ***   Der er næsten helt mørkt i rummet. Kun tællelyset på skrivepulten lyser op og danner lange skygger. Han står ved skrivepulten med det tændte tællelys. Pennen skratter hen over papiret. Tællen løber ned over lyset og danner en lille hvid pøl på det mørke træ, inden det størkner i endnu et hvidt lag.     Han løfter blikket fra det hvide papir og ser tomt op på væggen over pulten. Han lytter. Hans øjne løber i vand, de svier af anstrengelse i det sparsomme lys. Han mærker det ikke. Han venter. Venter på den næste sætning. Det er vigtigt, hvordan det bliver formuleret. Pesten kommer. Snart! Og han må have denne viden ud, før det er for sent. Han gnider sine øjne, dypper pennen i blæk og sætter den igen til papiret.     Igen flyder sætningerne ind i hans hoved, som blev de dryppet ned i hans tanker ord for ord. Han fylder bogen med viden, som han ikke vidste, han var i besiddelse af. Han skriver om den grusomme sygdom, der fylder kroppen med sorte bylder. Han skriver om behandlingen, den behandling, der er nødvendig for at undgå, at byerne lægges øde. Han ser billeder af sortklædte mennesker, der iler gennem våde gader. Angsten og gruen ser han. Der er ingen tid at spilde.     Han må hjælpe. Der er ikke anden udvej for ham. Han må stille sig til rådighed for denne viden, der vil igennem. Han har ikke noget andet valg. Han må skrive. Skrive.     Han står krumbøjet over papiret, der lyses op af det sparsomme lys. Lyset skinner på hans tynde, krøllede hår, der står om hovedet som en hvid, transparent glorie. Han skriver til hånden får krampe. Men der er ingen tid at spilde.   ***   Tusmørkets sidste lys er ved at forsvinde over landskabet. Mellem træernes nøgne grene anes husenes mørke tage, og nogle få lys er blevet tændt. Snebærrene lyser hvidt på buskenes sorte, våde grene, de hænger som hvide prikker i det begyndende mørke. Træerne rækker deres nøgne grene mod himlen, der hænger tung og mørk over jorden. Det er ikke til at se regnbuen i dette mørke. Den gemmer sig i havets bølger og skovens duftende bund. Den gemmer sig i de lyse og luftige rum øverst oppe. Den gemmer sig i barnet. Det spæde barn.     Et fly er ved at styrte ned. Vi venter blot på, at det skal ske. Står og venter på, at flyet skal dukke ud af himlen. Dér er det. Med sammenklappede vinger styrter det. Og ender inde midt i huset, der bliver totalt raseret. Op af vraget dukker piloten, en hvidhåret olding. Helt uskadt! Det er sådan, det er.     Jeg skal spille på mit instrument. Ikke bare lade som om jeg spiller. Jeg skal lade fingrene bevæge sig over instrumentets strenge. Eller over tangenterne. Jeg skal spille, så det kan høres! Det er sådan, det er. Men jeg glemmer det hele tiden og lader andre tage barnet fra mig. Hvordan skal jeg lære at huske? Hvordan husker jeg at huske? Jeg klapper vingerne sammen, slipper barnet og bevæger fingrene, som om jeg spiller.     Fingrene løber over tasterne. Jeg kan kun se sløret og kan intet huske. Men angsten den spiller ikke længere. Den rullede sig ud, i sin fulde længde og sin fulde kraft. Den lød i det spæde barns gråd. Den lød i hjertets dunken og musklernes smerte. Jeg klappede vingerne sammen og styrtede. Og angsten rullede sig ud fra kroppens skjul. Nu kan den ikke mere skjule sig. Den pustede sig op,  eksploderede og faldt til jorden i myriader af lyspartikler. Nu er kun sløret tilbage.     Kan regnbuen afdække sløret? Hvad er det, regnbuen vil fortælle mig?     Nu er det blevet helt mørkt.   ***   I skuffen ligger papirer. Nogle beskrevet, andre endnu ubrugte. Nogle papirer er bundet sammen. Nogle har et rødt segl med initialer fra en signetring. Skuffen skubbes ind i møblet, der viser sig at være et skrivebord. Et spinkelt skrivebord i rokokostil, mørkt træ med buede kanter og guldkanter. Ved skrivebordet sidder en ung mand og skriver med en fjerpen, som han af og til dypper i et bæger med blæk, der står i en fordybning  på skrivebordet foran ham.     Han har en hvid paryk på og en mønstret silkejakke over en skjorte med stor krave, der vælder ud under hagen på ham. Han sidder bøjet over et dokument, som han skriver med sirlig skrift. Af og til løfter han hovedet fra sit arbejde og kigger ud ad vinduet på de nøgne træer i parken. Store løvtræer løfter deres vinternøgne kroner mod en grå og diset himmel.     Han dypper pennen i blækhuset og skriver videre med en skrattende lyd i det stille hus. Nogle dybe rynker danner sig mellem øjnene i et ansigt, der er blødt med glat hud.     For mandens indre blik viser sig en mængde af pjaltede mennesker, der kommer stormende op gennem parken mod huset, hvor han står skjult og kigger ud ad vinduerne. De har markredskaber hævet truende over hovederne. Han kan huske deres vrede som en ram lugt af tøj, der aldrig bliver vasket, slå imod sig, da han tog sig sammen og mødte mængden ude på trappen. Angsten stod i kroppen på ham, da han løftede sin ene arm som tegn på, at han ville tale. Han husker, hvordan angsten langsomt sivede ud af kroppen, da folkene sænkede armene og redskaberne, som de havde holdt truende som våben mod ham.     Han talte til dem, og de sænkede armene. Han talte til dem med hjertets sprog og ikke det magtsprog, som faderen havde brugt mod dem. Han talte til dem med forståelse for deres fattigdom, sult og afmagt. Han talte til dem om fortidens overgreb og manglende forståelse for livets værdi. Og lovede at nu skulle alting blive anderledes. De lyttede. Og de troede på ham. Til sidst begyndte en lav mumlen imellem dem, de vendte om og gik tilbage med redskaberne slæbende efter sig.     Han må skrive. Skrive. Den eneste måde han kan betale fortidens fejltagelser. Det er et valg, han tager. At skrive fortiden om.     Og nu sidder han og skriver et dokument ud til hver af dem. Et dokument, hvor han overgiver en lille jordlod til hver bonde på godset til evigt eje. Han skriver under og forsegler dokumentet med lak, før han trykker sine initialer i lakken med signetringen. Han lægger endnu en dokumentrulle i bunken ved siden af sig på skrivebordet. Han lægger pennen, strækker armene frem for sig. Han rejser sig fra bordet og går hen over det blanke trægulv mod en dør.   ***   Lyset er gråt og let dis ligger over landskabet. Træerne løfter deres vinternøgne grene op i den disede luft. De står som grafiske sorte tegn i den lette grå dis. Græsset ligger som et tæt grønt tæppe indenfor hækkenes grøngyldne kanter. Længere ude er mosens græs falmet og gyldent.     I en spejlsal med lysende prismekroner lyder dansemusik. Jeg spørger min ven fra barndommen, om han vil være min kæreste og give mig tvillinger. Måske er det muligt. Helt nøgternt svarer han, at vi må se, om det vil gå. Måske kan vi få tvillinger. Med et kys forsegler han aftalen, mens familiens øjne hviler på os.     Stilheden fylder huset. Kun computerens summen høres som en evig susen under tasternes klikken. ”At skrive handler om at leve”. ”At skrive handler om ærlighed”. Hvor finder jeg det ærlige liv? Hvordan finder jeg det, som jeg skulle huske? Jeg må skrive!   ***   De går hånd i hånd på de toppede brosten gennem den snævre gade. Begge med tykke strømper på de buttede ben. Han har korte, uldne bukser på holdt oppe med læderseler. Hun en ulden nederdel også med læderseler. De holder hinanden i hånden, mens de kigger på husene omkring sig. Bindingsværk og udhældende gavle. Hvidmalet murværk og sorttjæret bindingsværk. Grønmalet træværk. De kigger op på de udskårne figurer og mønstre, der pryder nogle af bygningerne.     De går tavse af sted, lykkelige i deres samhørighed. De hører sammen. Det har de altid gjort. De er altid sammen og har altid været sammen. De går af sted i lykkelig uvidenhed. En duft af citron fylder luften. Den kommer med vinden fra citronlundene uden for byen. De ser på hinanden og ler. De er sammen. Det er det eneste, der betyder noget. Det eneste, der virkelig betyder noget.     Under taget på en høj bygning åbner en lem sig, og ud kommer en figur, der drejer rundt om sig selv. I det samme lyder klokkens slag fra kirketårnet. Børnene stopper op og betragter figurerne, der skiftevis kommer ud af lemmen og drejer rundt i en stiv dans. Figurerne er malede i forskellige farver som tøj på den udskårne krop. De drejer rundt og forsvinder igen ind gennem lemmen. Børnene ler af figurernes dans. Tykke bondekoner og bondemænd. Fine adelsmænd og adelsdamer. Djævelen med sin lange hale. Alle figurerne har røde kinder. Kun djævelen er malet sort, begsort. Lemmen lukker sig igen. Børnene går videre mod byens torv, hvor klokken på kirkens tårn igen tier. Deres fugtige, varme hænder er sluttet om hinanden i et fast greb.   ***   Diset tusmørke lægger sig igen over landskabet for enden af regnbuen. En fasankok spankulerer ad en gruset vej i kanten af skoven. Havet mod øst er stille og løber med blide bølgende skvulp ind på stranden. Her er ”hjertets stilhed” og regnbuens gyldne skat. ”Efteråret er de stærke sjæles forår”. Er efteråret tegn på min sjælsstyrke? Min sjæl, der spejler sig i de gyldne våde blade på skovbunden, i de gyldne blade på de mere og mere nøgne træer. Røde hyben. Lyngens tørre, brune farve med grå klatter af rensdyrlav. I duften af skovbund og rådnende blade. Havet og efterårsskoven, sjælens udtrykte billede.     Skærmens hvide lys under det gyldne lys fra en lampe.     - Sæt ledningen i kontakten. Skriv. Kun gennem at skrive, kan du opfylde din bestemmelse. Ved at skrive husker du.     Hvem er det, der taler på den lysende skærm? Hvem er det, der taler gennem de klikkende taster?     ”At skrive er som en lampe ikke et stearinlys” skriver hun. Så tænd lampen. Tilslut kontakten og skriv. Strømmen er der, du skal blot lytte til den, skriver hun.     At skrive er at handle. At skrive er at indfinde sig på siden. Eller på skærmen.     Jeg ser på hende, som hun sidder under lampens lys under vinduet ved computeren med det hvide lys. Jeg ser på de sorte bogstaver, der dukker op for hvert klik på en tast. Er jeg hende, eller er hun mig? Jeg husker ikke, hvem jeg er.     Mens tasterne klikker, tænker jeg på, at jeg ikke var klar over, at ved regnbuens ende venter det gyldne efterår. Nu ved jeg det! Eller husker jeg det?     Jeg tænker på alderdommen. Tænker på, om det gamle menneske bliver usikker på benene, fordi kroppen ganske langsomt giver slip på jordforbindelsen? Om man mister førligheden, fordi hovedet, tankerne, hukommelsen er vendt mod fortiden, hvor det meste af livet nu befinder sig? Ligesom synet, der bliver mere og mere bliver indstillet på det fjerne og ikke på det nære. Mon man husker, når hukommelsen forsvinder? Forsvinder sløret, når kroppen og sanserne svigter? ”Du skal blive som barn igen”. Barnet, der husker. Barnet, der ser gennem sløret.     Med mørket forsvinder regnbuen, og alt bliver gråt, før det sortner. Træernes kroner står som sorte silhuetter mod det disede sortblå mørke.     Hvad er dette for en tekst? Hvad er det for et slør?     Jeg må skrive. Skrive. For at huske.     Tiden er inde!   ***   Hun går  i de grønne bjerge, højt oppe mellem træerne, hvor der er udsigt ned over dalen. Hun kan høre klokkerne fra de fritgående køer længere nede. Den flettede kurv er næsten helt fyldt med planter. Netop nu leder hun efter en blomst, som hun med et indre billede har fået vist, skal være i dette område. Det er en plante, hun ikke tidligere har brugt, og hun fornemmer allerede, at det er en ny og anderledes blanding, hun skal lave. En indskydelse får hende til at bøje sig og kigge under nogle blade, og der får hun øje på den lille plante, lav og lidt vissen i farven med meget små blomster. Hvide, lysende stjerneblomster. Hun bøjer sig og plukker to. Ikke flere. Trods plantens lidenhed er dens kraft stor.     Hun går nynnende ned ad stien mod landsbyen. En høj kvidren distraherer hendes tanker. Hun stopper op og kigger sig omkring. Inde mellem træerne på en lav gren sidder den. Rødhalsen. Den tier og kigger på hende med sit sorte øje. Hun ved, at noget uafvendeligt er på vej.     Med hurtige skridt går hun ned ad den stenede sti. Mens hun går, ser hun, hvordan planterne skal behandles, og hvilke blandinger der skal bruges hurtigt, og hvilke hun skal gemme. Kun ganske lidt af den lille plante er nødvendig.     - Husk at tørre den helt, inden du bruger den, lyder det i hende.     Hun fyldes af glæde og alvor, mens hun tænker på den gamle syge kone, der venter på, at hun skal komme. Glæde over, at hun får lov til hjælpe og give. Alvor over det ansvar, det rummer. Glæden er størst. Og hun synger med lyset i sindet.   ***   Vinterens første storm har åbnet låget på skrinet. Ud flyver al det bortglemte. Smerten, sorgen, ensomheden. Tabet. I lyset for enden af regnbuen kan det ikke længere holdes skjult. Tabet. Mens træerne bøjer sig for stormen, lægger smerten sig som et panser om kroppen. I hjertet. I armhulen. Ud stråler den, smerten. Mit hjerte er tungt. Jeg vidste ikke, hvad det udtryk betød før nu. Mit hjerte er tungt. Som en sten. Lukket inde bag panser og plade. Muskulaturens panser.     Stormen river flænger i sløret. Jeg kigger ned i skrinet, hvor låget er revet af. Som Pandoras æske har låget holdt alskens ulykker gemt. Tabets ulykke. Ensomhedens ulykke. Smertens ulykke. Angstens ulykke. Glemslens ulykke. ”Det er nødvendigt at gå gennem angsten og komme ud på den anden side med livet i behold”. Det har alt sammen ligget dernede i skrinet. Tilbage er tårerne. Kaos. Og med stormens hærgen flyver det ud og rundt som store sorte fugle. Ravnene skriger mod stormens hærgen. Og smerten vokser med stormen.     I nattens mørke ser jeg træet bøje sin krone over mit hoved. Skyerne flyver hastigt forbi. De flyver mod syd. Stjernerne er klare på nattens himmel, mens stormen buldrer om huset. Kviste river sig løs og lander på ruden med hårde smæld. Månen er næsten fuld og sølvlysende. Ravnene skriger mod natten. Jeg vender og drejer kroppen i søvnløshed.     Stormen er løjet af, og tiden er gået.     Træet står der endnu. Uskadt. Huset står der endnu. Uskadt. Jeg er her endnu. Uskadt. Men såret.     Det er vindstille. Nu.     I skumringen går jeg langs havet. I stormen har havets bølger overskyllet stranden og placeret alt på en helt ny plads. I sandet finder jeg et fodspor. Ét fodspor. Når storme hærger er der kun ét fodspor.     Sløret er revet i laser. Skrinet har mistet sit låg. På bunden af Pandoras æske ligger en gylden pen. Og ravnene flyver mod natten.   ***   Det er søndag. De sidder ved spisebordet i stuen. Over skænken hænger et sommerlandskab. Der er lidt dunkelt i rummet. Glasvæggene omkring verandaen dæmper lyset fra vinduet. De spiser middag. Flæskesteg med kartofler og brun sovs. Det skal være festligt i dag. Det skal være særlig mad denne dag. Søsterens livret. For hun er hjemme fra sygehuset.     De sidder alle omkring spisebordet. Hele familien. Moren med det mørke, bølgede hår omkring et ansigt med smil om munden og alvor i de grønne øjne. Faren med det tynde hår, det brede ansigt, den bløde mund og de lyse øjne. De tre piger sidder pænt med albuerne ind til siden og hovederne ind over tallerknerne, mens de spiser.     Søsteren sidder for bordenden med det mørke, bølgede hår omkring et blegt ansigt. Øjnene blå og dybe. Det sædvanlige muntre glimt er fraværende. Latteren er afløst af alvor. Kinderne er blevet kantede. Kroppen mindre.     - Skal jeg dø, spørger hun.     Spørgsmålet hænger og klirrer i luften. Som glasskår.     - Skal jeg dø?     Var der nogen, der svarede?   ***   Det er mørkt. Den aftagende måne hænger på østhimlen. En gylden lygte på den gule husgavl ses i mørket. Det er helt mørkt. Bortset fra 3 gadelygter, der anes inde i landsbyen, er det helt mørkt. Lyset over bordet. Der er ingen stjerner at se. Måske er det på grund af lyset. Lyset over bordet.     Skal jeg virkelig huske det hele igen? Jeg har jo husket det. Skal jeg huske det igen? Billederne står på række og venter. Jeg ved det godt, jeg har set de billeder. Mange gange. Skal jeg virkelig se på dem igen? I hver flænge af sløret gemmer sig et billede.     I vinduets spejlbillede ser jeg hænderne på tasterne. Og lyset over bordet. Lyset, der skygger for stjernerne. Vil jeg hellere se stjernerne end lyset? Vil jeg hellere tvivle end tro? Vil jeg hellere tro end erkende? Er det virkelig tillid, eller er det bagsiden af tvivlen? Hvad gemmer der sig på bagsiden af et billede? Et spejl?     Natten danner spejl over mit hoved. Træet har mistet sin krone, og stammen ligger på græsset i mørket. Træet klarede stormen, men nu ligger det i græsset. Fældet. Mørket skjuler det. Men jeg ved, at det er der.     Jeg ved ikke længere, hvad jeg selv ved. Jeg ved ikke længere, hvad der er tillid, og hvad der er tro. Jeg ved ikke længere, hvad der er virkeligt, og hvad der er spejl. På bunden af Pandoras æske er et ansigt. Er det mon mit ansigt? Eller er det hendes?     Jeg ligger og kigger op i himlen. Træets krone er forsvundet for al tid. Med tørre øjne stirrer jeg på nattens stjernehimmel. Over mit hoved hænger Cassiopeia. W Barnets himmeltegn. Barnet, der rækker efter Jorden. Barnet, der husker det nyfødte liv.     Hvorfor skriver jeg altid i mørke? Hør mig, Wonderkid Ræk ikke efter himlen men vær på Jorden For enden af regnbuen pisker vinden med indsigter. Jeg står i en sø. Vandet når mig helt op til øjnene. Jeg må dykke eller gå under. Søen er fyldt med understrømme og langsomme erkendelser. Jeg vil leve! Men vil jeg leve? Hvert menneske må bære sit eget liv. Det er ensomhedens essens. At bære sit eget liv. Men der er et enkelt fodspor i sandet. Et fodspor, der bærer vægten af alle livs smerte. Og lykke. Er det tillid? Eller tro? Eller virkelighed?     Jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen. Hvor fortsætter rejsen, når man er landet for enden af regnbuen? For enden af regnbuen er en havn. En havn for hvile. En havn for bevægelse. Vinden pisker havet mod havnens mole. Hvor længe kan jeg holde balancen? Og er der en balance jeg skal holde?     I spejlet ser jeg en anden. Havets spejl afslører dybe furer mellem øjnene. Hvor kommer de fra? Pandora hvisker i vinden, og spejlbilledet forsvinder med bølgernes bevægelser. Flod og ebbe. Jordens åndedrag. Med åndedrættet er vi forbundet med verden. Vinden pisker, og jeg kan ikke få vejret.     Pandora holder stramt om min brystkasse. Mit hjerte er tungt! Vilde fugle flyver mod natten. Lydløst. Det regner! Mine øjne er tørre.   ***   Hun er kommet tilbage! Hun er her. Hun ser hende tydeligt og hører hendes stemme. Den er blød og blid og kærlig. De blå øjne er muntre. Hun kalder.     Hun åbner øjnene og ser ud i mørket. Hun løfter dynen og sætter fødderne ud på det kolde gulv. Forældrene sover. Hun hører deres svage åndedræt i mørket. Hun går gennem det mørke soveværelse mod døren, der svagt tegner sig fra månelyset gennem gardinerne. Hun går ud i gangen og hen til søstrenes værelse. Hun åbner døren og træder ind i værelsets svage lys, hvor hun kan se køjesengen langs væggen. Hun kniber øjnene sammen for bedre at se kroppen i sengen.     - Hvad laver du herinde?     Hun har ikke hørt moren komme.     - Hun er kommet tilbage! Hun er kommet tilbage! Hun kaldte på mig.     Moren løfter hende op og bærer hende tilbage til soveværelset.     Morens svar er forsvundet i natten.   ***   I lyset for enden af regnbuen er billederne gulnet. Jeg har tændt 4 lys. Det ene er allerede brændt ned. Blæsten er taget til, og huset dirrer ganske let omkring mig. Det er mørkt, og jeg skriver. Igen har dagens forsvindende lys kaldt mig til tasterne. Den gyldne lygte får regndråberne til at glitre på ruden. Jeg er alene. Vil jeg nogensinde nå frem? For hver storm fyldes Pandoras æske med havvand. Bliver den nogensinde tømt?     Det flængede slør flagrer i vinden. Billederne hænger som bedeflag på grene i Tibet.     Jeg svømmer i havet. Endnu et lys er brændt ned.   ***   Det er nat. Hun er alene. Hun går ud ad en dør og hen ad en gang. Hun leder efter nogen. Hun ved ikke, hvem det er. Hun leder efter en, der er blevet borte. Hun er helt alene. Hun går hen ad en dunkel gang. Forbi en dør. Da hun passerer døren, kommer en knyttet hånd ud gennem nøglehullet. Angsten flænger mørket. Hun skriger!     - Du har drømt.     Hun hører farens stemme hviske. Hun er i det mørke soveværelse og mærker hans varme hænder løfte sig op af sengen. Han bærer hende gennem det mørke soveværelse og over til den store seng. Han holder om hende. Hun ligger helt tæt op ad hans varme krop. Han lugter af far. Hun falder i søvn.     Nat efter nat græder hun i søvne. Nat efter nat løfter han hende ud af angsten og bærer hende hen til sin seng. Nat efter nat. Hun krøller sig sammen i hans arm og sover. Nat efter nat.   ***   Hun er begyndt i børnehave. Hun har en kagerulle på sin plads i garderoben. Hun har også en kagerulle på sin skuffe inde på stuen. Hun sidder på en træstol ved et bord. Alle møblerne er af lyst træ. Ikke ligesom møblerne derhjemme, der er mørke og store. Det er små møbler, der passer til børn.     De skal spise. Hver dag får de varm mad. De får mælk til maden. Men først skal de have levertran. En stor ske bliver stukket ind i munden. Det løber ind i munden, og hun bliver nødt til at synke. Men det vender sig i hende og vil op igen. Hun er ved at kaste op. Hun får mælk at drikke. Hver dag kommer skeen, og hun er ved at kaste op. Hver dag får hun mælk at drikke.     Hun har en kagerulle på sit rum og sin skuffe.     Når de har spist, skal de sove til middag. Sengene bliver slået op og stillet op ved siden af hinanden på rækker, så de fylder hele rummet. De ligger i hver sin seng med et tæppe over sig. En frøken sidder ved et bord og spiser sin mad og læser en historie. Den lille sorte Sambo. Palle alene i verden.     Hun hører historien. Palle alene i verden. Hører frøknens stemme. Hun kan ikke sove. Palle alene i verden. Fingeren er på vej op til munden. Men hun må ikke!     - Hvis du bliver ved med at sutte på fingeren, falder den af!     Hun kan ikke sove.     Hun har en kagerulle på sit rum og sin skuffe.     Hun kan høre åndedrættet fra de sovende børn omkring sig. Hun kan ikke sove.     Hun har en kagerulle på sit rum og sin skuffe.     De voksne synes, at det er mærkeligt, at hun ikke kan lide mælk. Børn skal drikke mælk. Når hun prøver at drikke mælk, er hun ved at kaste op.   ***   Mens regnen trommer på ruden, og blæsten buldrer om huset, ser jeg for første gang en sammenhæng. Billede efter billede skaber sammenhæng. Billederne lægger sig i en ny rækkefølge. På en ny plads efter stormens bølger. De skaber en ny betydning. Kroppen husker! Drømmene husker. På bunden af Pandoras æske i underbevidsthedens dyb svømmer en delfin i fortidens hav. Delfinen er barnets bror. Tvillingebror. Som tvillinger har de gået hånd i hånd. Angst og vanvid. Billede og ord. Dreng og pige. Smil gennem tårer. Jeg var ikke klar over, at Pandoras æske var skabt af smil.     En lille pige danser i en solstribe. Hun danser rundt om sig selv. Hun smiler. Hun ler mod solen. I kroppen gemmer sorgen sig. Og smerten. Og ensomheden. Og angsten. Hun smiler, og hun danser. I solen. Hun kender ikke det andet. Kroppen er følelsesløs. Sløret har lagt sig som mørke over kroppen. Hun husker ikke mere. Hun smiler. Hun danser i solen for at blive varmet af dens stråler. Hun husker ikke kroppens kulde.     Jeg vidste ikke, at Pandoras æske gemte sig i pigens krop. At den var skabt af smil. Jeg huskede det ikke. Det var gemt under glemslens slør.     Stormen er skabt af en sommerfugls vingeslag. Eller var det en rose, der sprang ud?   ***   Den næste storm er på vej. En stiv kuling fra nordvest pisker høje bølger mod kysten i bugten. Sandet hvirvles op i vandet og farver bølgerne brune. Det suser stærkt i skovens trækroner, og døde grene knækker af og falder til jorden. Træer med for spinkel jordforbindelse vælter. Lyset er klart. Og solens stråler dukker frem mellem de høje, drivende skyer.     Blæsten buldrer om huset og knækkede grene skraber mod udhusets tag. Småfuglene flokkes om foderet.     Jeg sidder ved tasterne ved højlys dag og mærker stormen nærme sig fra nordvest. Et vindstød af stormstyrke flår endnu en revne i sløret og får atter et billede til at komme til syne. Vindstødet rejser endnu en bølge, der fylder Pandoras æske med vand.   ***   Hun har mødt kærligheden i en ung mands smukke, brune øjne, varme læber og bløde hænder. Han sover i hendes seng, og hun ligger vågen og betragter ham i byens nattelys. Hun glæder sig over, at han er dukket op. Fryder sig. Hun har ventet på ham. Længe. Nu er han her. I hendes liv. Hun ser på hans sovende ansigt. De mørke øjenbryn. De mørke vipper. Det bløde udtryk i det sovende ansigt.     Men når hun sover, drømmer hun, at han forlader hende. Og hun græder i søvne. Han vækker hende og spørger, hvorfor hun græder.     - Jeg drømte, du forlod mig.     - Men jeg er jo her, siger han med undren i stemmen og holder fast om hende.     Hver gang de sover i samme seng, kommer denne drøm tilbage. Nat efter nat forlader han hende. Og nat efter nat vækker hun dem begge med sin gråd. Ingen af dem forstår, hvorfra drømmene kommer.        - Hvor er du dejlig, siger han og stryger over hendes varme, unge krop.     Hun gemmer hans ord i sit hjerte. Og hjertet åbner sig på klem for ham.     - Jeg håber ikke, at jeg dør først, siger den unge mand en dag og ser på hende med alvorlige øjne. Hun forstår, at han ikke vil miste hende og ønsker at være sammen med hende al tid. Hun gemmer også disse ord og øjnenes udtryk i hjertet. Og hendes hjerte åbner sig endnu mere for ham.     Men angsten for, at han skal forlade hende, skaber en dæmon i hendes indre. Hun holder øje med ham. Hun holder øje med de kvinder, de møder. Hun ligger søvnløs, når han ikke er hjemme. Aldrig føler hun sig sikker på, at han er der. Aldrig føler hun sig sikker på hans kærlighed. Aldrig føler hun sig sikker på, at hun er værd at elske.        Som årene går, og han stadig er tilstede i hendes liv, tager drømmen af og dukker nu sjældnere op. Men den vender af og til tilbage.     Lige til den dag da nattedrømmen er ved at blive til virkelighed. Hun erkender, at kærligheden kan have en al for høj pris. Og hun erkender, at hun er mere værd end det.     Han er stadig til stede i hendes liv. Og nattens drømme om, at han forlader hende, stopper og kommer ikke mere tilbage.     Tilbage er kærligheden.   ***   Nu kommer stormen! Med fuld styrke rammer den. Den raser og ryster huset. Natten er fuldstændig klar. Stjernehimlen hænger over mig med myriader af stjerner. I centrum hænger Cassiopeia og minder mig om barnet. Det nyfødte liv. Et stjerneskud farer over himlen og dør ud. Jeg mærker huset ryste om mig i stormen. Og ser havet rejse sig i vældige bølger, der brager mod kysten og skyller alting bort. Bølge efter bølge skyller ind over Pandoras æske. Jeg ser det. Jeg mærker det. Og alting forsvinder. Ravnene flyver bort med resterne af sløret i deres næb. Ingenting er tilbage. Min bøn er blevet hørt!   ***   Hun lever et udadvendt og aktivt liv. Hun længes. Hun underviser. Hun udvikler sit faglige område. Hun skaber nyt. Hun får ideer i en uafbrudt strøm. Hun skriver. Hun vejleder. Hun inspirerer. Hun er flittig. Hun er hurtig og effektiv. Hun har status. Hun er dygtig og anerkendt. Hun er pligtopfyldende og ansvarlig. Hun har fundet sin egen styrke. Hun har fundet sine evner. Hun længes. Hun skriver. Hun maler. Hun udstiller. Hun er opmærksom mod andre. Hun er givende og hjælpsom. Hun er ikke altid nærværende. Hun genkender ikke altid kærligheden, når den gives. Hun søger den kærlighed, hun ikke fik. Hun har altid for lidt tid. Hun har altid travlt. Hun længes efter noget, hun ikke helt ved, hvad er. Hun søger den åndelige vej. Hun længes. Hun beder en bøn. Med ét slag bliver alting forandret. Med ét slag er alting tabt. Med ét slag er hun ikke mere den, hun var. Med ét slag kan hun ikke mere det, hun kunne.     Jeg er ikke mere den, hun var. Jeg kan ikke mere det, hun kunne. Alt det er tabt. Det kommer aldrig igen. Jeg er ikke mere hende.     Med ét slag blev jeg sendt ud på en lang rejse. Tilbage. Tilbage til fortiden. Tilbage til før fortiden. Tilbage for at forstå og erkende. Tilbage for at huske. Tilbage for at give slip på hende. Tilbage for at give slip på at være hende. Tilbage for at give slip på at være nogen. Tilbage for at give slip på at være noget.     Tilbage er kun væren. Tilbage er den, jeg er. Tilbage er kærligheden. Tilbage er evnen til kærlighed. Tilbage er evnen til at skrive. Tilbage er evnen til at give. Tilbage er evnen til at forvandle. Tilbage er forvandlingskraften. Den jeg er. Jeg er vågnet for enden af regnbuen. Det er lyst. Stormen har lagt sig. Solen skinner. I græsset ligger det fældede træ. Det har mistet sin krone. Det kan ikke længere række sine grene mod himlen. Men rødderne er stadig i jorden.      Jeg ser ned i Pandoras æske. Den er tom. Den blanke bund spejler mit ansigt. Jeg vender den og hælder det sidste havvand ud. Nu er den tømt og kan fyldes med helt andre ting. Vildroser. Rødhalsens sang. Rovfuglens glidende flugt. Spættens banken og smukke fjerdragt. Vinden mod huden og duften af hav. Skriften på papiret.     Nu husker jeg. Kraften der forvandler alting til lys. Kraften der forvandler lyset og giver det videre. Jeg kigger ned i Pandoras æske, der er blevet forvandlet til et skrin med glæder. Barnet forvandlede angsten og ensomheden til smil. Pludselig ved jeg også, hvad dette er for en tekst. Jeg kender tabet. Sorgen. Smerten. Ensomheden. Angsten. Kærligheden. Og glæden. Tyngden i mit hjerte er lettet. Jeg kender det. Og jeg husker det.         Nu ved jeg, hvorfor jeg skal skrive. For mit indre blik ser jeg to barnehænder gribe hinanden og holde i et fast greb.     At skrive er at handle. At skrive er at forvandle. At skrive er at give videre.     For enden af regnbuen skinner solen på de vinternøgne træer. På en gren sidder en rødhals og synger.   ***   Jeg går ud til havet. Det blæser stadig og store bølger løber ind over stranden. Det dufter stærkt af hav. Jeg står i et lydrum af blæst og bølger og ser ud over havet. Jeg er kommet i land. Endelig er jeg kommet i land. Jeg fyldes af sorg og lykke. Begge følelser rummer jeg. Sorg over det der har været. Lykke over det der er. På vejen hjemad falder de første fine snefnug. Solen går ned og hælder flydende guld på himlen under sorte sneskyer. De stærke sjæles efterår er forbi. Vinteren er kommet. Det er tid at hvile.