Eros og Agape
Forside Galleri Læserum Blog Kontakt
Eros og Agape
Om velsignelse
Tasterne klikker under fingrene. Fuglene flyver frem og tilbage mellem foderbrædtet og træerne. De lander på kanten af fuglebadet og samler dråber i sprækken mellem is og sten. Blæsten suser og overdøver havets rytme fra øst. Klarheden spejler sig i lyset fra solen, der bryder igennem flere ugers skydække. Næsten usynlige snefnug danser i luften. Hun ser ud ad vinduet. Er i klarhedens lethed, der gør kroppen vægtløs.
Helt, helt tæt står de sammen. Tavse. Et kort øjeblik før kroppene slipper deres tag i hinanden. Han har hele udstyret på. Han åbner døren og går uden et ord. Hun står ved vinduet og ser ham stige på cyklen. Han vender sig om, smiler, vinker og kører afsted. Han vender sig om endnu en gang, smiler, vinker og forsvinder ud af billedet.
Hun er alene. Huset og skoven runger omkring hende. Hun pakker. Rydder op. Putter glas, krus, tallerkner og bestik i opvaskemaskinen og tænder. Tager sengetøjet af, under kvinden på bjørnen. Putter det i vaskemaskinen og tænder. Hun ser ud ad vinduet. Et rådyr kommer frem mellem træerne, årvågent. Det styrer direkte mod foderhuset og søger efter korn på jorden. En lille buk med fremvoksende gevir. Loddent, blødt, uden på det hårde, der vokser frem indeni. Det højre bagben er skadet og hænger løst ned, mens dyret står stille og spiser. Det løfter hovedet og ser direkte på hende ind gennem vinduet. De mødes i et blik.
Bilen er pakket. Alt er klart. Hun sidder i sofahjørnet og ser ud på skovens træer. Venter. Solen bryder frem, og der kommer en marchordre. Nu. Tag afsted nu. Hun rejser sig, tager overtøjet på og forlader huset. Mon jeg kommer tilbage hertil igen, tænker hun, da hun kører ud af indkørslen. Hun ser sig ikke tilbage. For hver kilometer, der forsvinder bag bilen, forsvinder skovens verden. Hun holder om ratten, ser verden og trafikken uden for bilens vinduer. Det er som at køre i en film, mens hun befinder sig i et rum, hvor dagenes nærhed og nærvær stadig har eksistens.
Dette indre rum bringer hun med sig, da hun kører fra borde og kører til det sted, hun kalder sit hjem.
Tasterne klikker under fingrene. Gennem vinduet ser hun den grønne græsplæne plettet som en palet. Gulspurv, grønirisk, bogfinke, skovspurv, solsort, dompap, grønsisken. Af og til kommer flagspætten på besøg og sidder stor og farvestrålende og hugger i sig af en fedtkugle i æbletræet.
Hun sidder i morgenens opvågnen og læser. Hun læser om at give slip på at lægge planer. At være helbredt for fejltagelsen ved at tro på denne verden. At lade sig lede. Mens hun læser, dukker billeder op på hendes indre skærm. Billeder fra skoven. En tilskyndelse til at komme igen. Snart. Og til at blive i længere tid. En tilskyndelse til at komme og bruge dette sted som udgangspunkt for at tage ud i verden. Der er tidsangivelse på tilskyndelsen. Han velsigner hende med sine tilskyndelser og sin vedholdenhed.
Hun er meget overrasket. At modtage denne tilskyndelse nu, hvor hun lige er kommet hjem og tvivlede på, om hun nogensinde skulle derover igen.
Da hun ankommer, ser hun ham gennem træernes spejling i vinduet. Hun parkerer uden for synsvidde. Venter. Føler sig urolig og hjemme. Han kommer straks ud. Standser da han ser hende i bilen. Venter. Hun stiger ud og går hen imod ham. Langsomt, søgende, urolig. To skridt fra ham standser hun. Deres øjne mødes. Kom og velsign mig. Han træder helt hen til hende. De mødes. Længe, stille, ordløse står de helt tæt sammen. Atter her. Vibrerende. Udvidende. Genkendende.
Hun sidder i sofahjørnet. Hun sidder med lukkede øjne og indadvendt mod stilheden. Hun hører klikkene fra tastaturet inde ved siden af. Hun vender tilbage til stuen, åbner øjnene, blinker blikket klart. Hun ser ud på skovens træer. Stuen spejler sig i vinduet og slører udsynet. Hun rejser sig og går derind. Han står med ryggen til og arbejder. Hun stiller sig tæt op ad hans krop. Lægger armene omkring ham og stryger over hans mave. Han modtager hende uden ord. Fortsætter sit arbejde. Modtager hende med en krop, der åbner op og tager imod. Han modtager hende i rummet uden vægge. De står helt tæt sammen. Tasterne klikker. Hun taler til ham med sine hænder. Går på opdagelse. Omslutter ham. Han svarer hende med sit åndedræt. De er i rummet uden ord. Mødes der hvor der ikke er forskel på at give og modtage.
De høje fyrretræer vogter over huset i natten. Ja, siger han i søvne. En hånd strejfer en ryg. Stryger en kind. Et knæ strejfer en hofte. En hånd griber en hånd. Varm hud mod varm hud. Lyde falder ud af munden i søvnen. Hun ligger vågen og lytter. Ser træernes silhuetter mod nattehimlen. Hun falder i søvn og ud af verden, og han taler til hende i drømme. Hun vågner, søger med hånden og finder hans krop lige der ved siden af hende. Han vågner. Hun lader hånden svæve over huden og går på opdagelse i hans univers. Møder ham igen derinde i rummet, hvor han altid venter, klar til at byde hende indenfor. Hun har aldrig vidst, at det var muligt at være så velkommen. Som et skib flyder de på bølgerne, modtagende, givende, aktiv, passiv, flydende med energierne som de skifter, stiger, daler. Opmærksomme, nærværende går de på opdagelse i rummets univers.
De sidder i sofaen. Hun læner ryggen ind mod ham og hviler ind i hans favn. Han holder om hende. I nærværet og nærheden forbinder de sig med hinanden hinsides kroppenes grænser. Energien er sitrende, udvidende og kraftfuld. Den er let, den er lattermild. Den flyder imellem dem og om dem. De er energien, under den og over den.
Hun fodrer fuglene. Hun fodrer rådyrene. Hun fodrer ham. Velsigner ham. Vedholdende. Og han giver hende næring, der sprænger alle grænser og løsner alle tremmer.
Hun føler sig hjemme på dette sted. Føler hun hører til på dette sted. Samtidig med at hun ikke hører til i verden. Samhørighed med skoven. Samhørighed med dyrene. Samhørighed med fuglene. Og med ham som kommer og går. Følelsen af at høre til uden bånd, uden behov. Samhørighed uden tilknytning. Er det muligt? Hun føler, hun hører til her. Her, på dette fysiske sted og alligevel ikke dette fysiske sted. Det er her, men det er ikke i denne verden.
Han kommer og går. Hun træder til side. Løfter sig op over niveauet for egne, individuelle drømme. I hans fravær snubler hun indimellem over sine egne små ønsker og behov. For en stund forglemmer hun sig og falder ned i let forvirring. Men kun kort. Hun husker igen og rejser sig op. Løfter sig igen over verden. Sætter sig fri af ønsker, forventninger, forestillinger og konventioner. Hun løfter sig over verdens illusioner, ønsker og behov. Hun løfter sig dertil, hvor klarheden og visheden findes. Til kærlighedens plan. Herfra sættes hun fri. Fri til at være i det som er. Fri til at gå vejen hun ledes ad.
De høje fyrretræer vogter over huset i natten. Han er her ikke. Hun ligger alene under himlen. Et dyr pusler udenfor. Har han nogensinde forstået mit ja, tænker hun. Har han nogensinde forstået dybden og omfanget af hendes ja? Hun falder i søvn. I drømme meddeler han sig. Han er nærværende i fraværet.
De sidder over for hinanden. Hans ord laver guilander i rummet. Hun lytter til ordene. Hun vil forstå. Lytter udefra og indefra. Lytter ind bagved ordene. Det er der meningen er. Den mening, der af og til smutter fra hende som et stykke sæbe i våde hænder. Hun velsigner ham for hans vedholdenhed. Hun velsigner ham i sin vedholdenhed. Opdager han mon nogensinde det?
Han inviterer hende ind i et rum med ubegrænset frihed, med frygtens opløsning og ubegrænset plads. Han inviterer hende ind et sted, hvor hun ikke troede at nogen ønskede at komme. Et sted, hvor man kan møde sig selv, og den anden, hvis man har modet til at slippe alle forestillinger, forventninger og agendaer. Et sted, hvor man kun kan komme, hvis man siger ja og går med. Et sted, hvor man ikke kan komme alene, fordi det kun er i mødet dybden og højden i rummet kan nås.
Hun er hjemme. Igen. Ligger vågen i natten og lytter til havets rytmiske susen. Det blæser op. Fra øst. Hun ligger i sin seng. Rummet omkring hende og i hende er fyldt med stilhed. Hun falder i søvn og mødes med ham i nærværets rum uden vægge. Hun befinder sig i rummets evige nærværende favntag i en flyden mellem dage alene med sig selv og nætter med drømmende nærvær.
Tasterne klikker under fingrene. Fuglene flyver frem og tilbage mellem foderbrædtet og træerne. De lander på kanten af fuglebadet og samler dråber i sprækken mellem is og sten. Blæsten suser og overdøver havets rytme fra øst. Hun ser ud ad vinduet. Er i klarhedens lethed, der gør kroppen vægtløs. Hun bevæger sig mellem sit eget indre rum og deres fælles rum. I klarheden kan hun møde ham dér i fraværets nærvær. Uden for verden.