Forside Galleri
Læserum
Blog
Kontakt
Fællesskab versus
alenehed
Et fællesskab er karakteriseret ved et vi og os
frem for et du og jeg.
I fællesskabet bringer hver især aspekter, evner
og kvaliteter med ind i fællesskabet, man deler tanker, erfaringer,
overvejelser og finder i fællesskab frem til handlinger og løsninger
for fællesskabet. I fælleskabet giver den ene ikke til den anden, men
giver til os, og der er ikke forskel på at give og modtage. Fællesskab
handler om at sige ja.
Når man vælger at undlade at dele noget, man
holder noget for sig selv, eller man gør noget for sig selv uden at
dele det med den anden, så træder man ud af fællesskabet og laver
adskillelse mellem sig selv og den anden. Ved at undlade at dele noget
lader man den anden alene, ligesom man selv er alene med det man holder
for sig selv, med sin beslutning om at være alene med det, og man er
alene i den handling, man foretager sig herudfra. Begge parter oplever
adskillelsen og aleneheden, der opstår heraf.
I denne verden og mest udpræget i den vestlige del
af verden er individualisering udbredt og opfattes som noget naturligt.
Man opfordres til at finde sig selv, til selvrealisering, at finde ud
af, hvad man vil med sit liv, og at gå efter det. Man lærer at sætte
grænser og sige nej. Man vurderer og handler ud fra, hvad jeg vil og
ikke vil, og hvad jeg har lyst til og ikke lyst til. Man opfatter, at
man skal ofre noget … sig selv … give afkald på noget, hvis man
skal indgå i et fællesskab, hvor vi og os kommer før jeg og mig.
Mennesker ser ud på andre og ud på verden ud fra
sig selv. De er optaget af sig selv og af alt det, der foregår i psyken
i interaktion med andre og med verden. De er hele tiden optaget af, hvad
de synes om og ikke synes om, ønsker og ikke ønsker. Andre mennesker
ses som muligheder eller forhindringer for, at man kan opnå det man ønsker.
Man bliver glad, når man får det, man forventer eller ønsker, eller
man bliver ked af det eller vred, når det modsatte sker. Og man ser årsagen
til sine følelser derude.
Selvoptagetheden
og det derude er derinde, et eksempel
En smykkemager og en kunde laver en aftale i
forbindelse med en opgave. Kunden skal komme tilbage, når og hvis han
finder det smykke, som skal ændres. Kunden finder i første omgang ikke
smykket og kommer tilbage for at meddele det men butikken er lukket. Et
par dage efter kommer kunden tilbage og bliver mødt af en meget vred
smykkemager, der siger, at hun havde ventet forgæves og til sidst havde
lukket butikken. Hun giver udtryk for, at det var respektløst af kunden
ikke komme tilbage med det samme, som de havde aftalt. Kunden giver
udtryk for, at han havde opfattet det anderledes, at han kun ville komme
tilbage, hvis han fandt smykket, men da hun fastholder sin vrede og
forurettethed, giver kunden hende en uforbeholden undskyldning, som hun
modtager.
Kunden henter nu smykket og kommer straks tilbage
med det og tager misforståelsen op igen, da han ikke er et menneske,
der behandler andre respektløst. Han prøver at gøre sin forståelse
klar og vise, at der var en misforståelse mellem dem, men bliver afvist
med, at nu har hun jo modtaget undskyldningen, så der er ingen grund
til at rode mere rundt i det.
Hun er alene optaget af sin egen tilgang, der er at
hun er blevet respektløst behandlet, og hun har modtaget en i hendes øjne
passende uforbeholden undskyldning fra den skyldige person. Hvordan
kunden opfatter situationen er hende ligegyldig. For kunden er det meget
ubehageligt at blive betragtet som respektløs, når han netop prøver på
at møde andre mennesker med respekt. Det er ikke muligt at opnå
kontakt, og han må bøje sig og acceptere at lade hende beholde sin
opfattelse og oplevelse.
Smykkemageren er alene optaget af sin egen
oplevelse, sin egen tolkning af situationen og har lært at sige fra
overfor noget, som hun opfatter som uacceptabelt fra andre. Hun ser en
kunde, der er skyldig i respektløs behandling af hende, og hun modtager
undskyldningen, som hun opfatter som helt rimelig, og så er der ikke
mere at tale om for hende. Hvordan kunden har det med at blive dømt som
respektløs, interesserer hende ikke, hun er slet ikke interesseret i
den anden og vil ikke høre, hvad han kunne have at sige om situationen.
Og det falder hende slet ikke ind, at hun kan have dømt en uskyldig for
noget, som han ikke har gjort. Hun ser ikke, at det er hendes egen
tolkning af situationen, hun ser derude hos kunden, og som hun reagerer
på.
Når mennesker dømmer hinanden, adskiller de sig
fra hinanden. Undskyldninger og tilgivelse forstås som en nådig
handling af en uskyldig overfor en skyldig.
Tilbage til Notater