Bonsai-Tornerose

Digtsamling 2002

                Forside           Galleri          Læserum          Blog          Kontakt 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bonsai-Tornerose

 

Hun lever sit liv

med afskårne grene

og afrevne rødder

 

Hun lever i afstukne rammer

af indsnævrede forventninger

og hvileløse savn

 

Hun lever i snævre rum

af for længst glemte toner

og indestængte skrig

 

Hun lever i snævre huse

bag høje gitre

af tornefyldte håb

 

Hun lever i ensomhedens have

med grønt vildnis

af forhåbninger om liv

 

Hun lever i afskårne liv

af forgangne tiders

hengemte lidelser og afsavn

 

Hun lever et liv

i aflåste skrin

af fortidens hviskende stemmer

 

Hun lever et liv

af forstøvede stråler

og hengemte forsikringer

 

Hun lever et liv

i indsnævrede forhåbninger

af medmenneskers forståelse

 

Hun lever et liv

med visne kærlighedsdrømme

og skrig efter grobund

 

Hun lever et liv

med for længst afskårne

livsnervers sendebud

 

Hun lever et liv

med snærende livstråde

af for længst glemte løfter

 

Hun lever et liv

i glemslens tørke

af nutidens indsnævrede skrig


 

 

Mellem 2 døre

 

En dør smækker i

bag mig

 

Lyset svinder langsomt bort

under døren

 

Jeg befinder mig

midt i tvivlens

fortvivlede mørke

 

”Du har så mange talenter”

sagde én

for længe siden

”mange flere

end du har fået øje på”

 

”Du indeholder så mange kvaliteter”

skrev én

for nylig

”mange flere

end du aner”

 

Men jeg kan hverken

få øje på eller ane

 

Hvor er døren

der fører ud

af dette mørke?


 

 

Ulv uden ham

 

Den balancerer

på kanten

af mismod og opgivelse

 

Småsten river sig løs

og rasler mod dybet

 

Den bider tænderne sammen

så kæberne knager

og musklerne smerter

 

Småsten river sig løs

og rasler mod dybet

 

Den søger fodfæste

med tæerne spredt

og kløerne fremme

 

Småsten river sig løs

og rasler mod dybet

 

Dens syn er tåget

munden skummer

og poterne bløder

 

Småsten river sig løs

og rasler mod dybet

 

Den hyler

 

Den hyler mod månen

Den hyler mod solen

Den hyler mod natten

Den hyler mod dagen

 

Den hyler mod stjernerne

der glimter

 

Der kommer intet svar

 

Og livet fortsætter

som ingenting er hændt


 

 

Det anskudte barn

 

Den sarte skræmte rå

løber for livet

langs skovens dunkle afgrunde

 

Den blev efterladt som lille

ubeskyttet i åbne lysninger

med den voksnes overfladiske styrke

 

Den frygter mennesker

overgreb

og forfølgelse

 

Den løber for livet

opskræmt af støjen fra verdens geværer

og kender ikke ven fra fjende

 

Den søger beskyttelse og hvile

på solvarme sten

bag buskadsers tætte skjul

 

Den skyer flokken

søger hulens ensomhed

og sover med øjne og ører på klem

 

Den løber sanseløst

med fortiden foran sig

på vejen tilbage til sig selv


 

 

På kanten af livet

 

På min vandring i ørknen snubler jeg

over bunker af mine efterladte drømme

mit fald åbner en dyb revne

i den sprukne jord

 

Jeg styrter ned i intethedens afgrund

og ender på bunden af det udslukte liv

før åbningen igen lukker sig

over mig

 

På bunden er udbredt ensomhed

og mørke

alting omkring mig visner

af mangel på lys

 

Mørket blænder mine øjne

til blindhed

og lukker mine ører med døvhed

mine sanser er fulde af jord

 

Jeg råber ud i tomheden:

Lad de lange bånd sætte mig fri

eller tag mig herfra

 

Som man råber i ørknen

får man svar


 

 

Fuglekongen – det indfoldede køn

 

På ansigtets knogler

hænger fortvivlelse

i knudrede laser

 

I øjnenes sorte pupiller

ulmer afmagtens

glødende kul

 

Fra dybet af den sammensunkne krop

skriger magtesløshed

lydløst og uden ord

 

Fra mundens dirrende læber

flyder ord

med ornamentets op og nedgange

 

Han rækker ud

mod kvinden og verden

med intellektets ufuldkommenhed

fra sin indespærring i et bur

af sine egne følelsers udtryksløshed

 

Fuglekongen fløjter

højt og skærende

i efterårets glødende hegn

 

Rør ved mig


 

 

Strømafbrydelse

 

Hun befinder sig

i et uendeligt rum

af væren

mens han kører

frem og tilbage

 

Når de mødes

forsvinder han

ind i et rum af fravær

og hun lukker døren

bag sig

 

Vent ikke på prinsen

… rid selv


 

 

Måske afsked

 

De vandrede på hver sin sti

og af og til side ved side

ad metaforernes, drømmenes og skriftens vej

 

På bunden af virkelighedens mørke flaske

under forskellen på respekt og accept

gemte sig hån, vrede og aggression

og et tilsyneladende fravær af gensidig forståelse

 

Det slog et dybt skår

i samhørigheden

og i nærværets glæde

og åbnede til sorgens skjulested

 

Tilbage på vejen ligger

metaforerne og drømmene

som en efterladt bunke glasskår

mens de vandrer videre

i hver sin retning

 

Er afsked et gensyn der endnu ikke er nået frem?


 

 

Narren

 

Hendes øjne

er lukkede

mod det skærende lys

 

Hun går rundt

i en tilsyneladende verden

og ser ikke dens skin

mens han danser

omkring hende

 

Han puster blidt

på hendes øjne

 

Hun vågner

og blinker

 

Hun ser

på en påmalet tåre

under et øje

i et hvidmalet ansigt

 

Hvem er du

spørger hun

 

Pjerrot

svarer han

og ser på tåren

under hendes øjne

 

Kender du mig ikke?


 

 

Bag gitterdøren

 

Jeg slipper kontrollen

og skriver mig ud

på åbent hav

hvor et barn vogter fortidens gåder

med spinkle sange

 

Et smeltende isbjerg dukker op

og afdækker sårbarhedens styrke

mens smerte for smerte løsner sig

som flydende vragdele

der opløses af dagens lys

 

Af bjerget springer et kildevæld

der føder nyt liv


 

 

Morgenstemning

 

Havet er forsvundet

i en uigennemstrængelig tåge

af gårsdagens fortættede tårer

 

Sigtbarheden er lig nul

og forventningerne

ude af drift

 

Fra tågen høres dumpe skud

og skrig fra opskræmte fugle

mens havet løber mod stranden

 

Et solstrejf rammer et træ

hvorfra et helt livs blade er visnet

og faldet til jorden

 

På træets nøgne grene

hænger tanker og indsigter

som glasklare perler

i opklaringens centrum

 

Med lyset opløses tårerne


 

 

Flod og ebbe

 

Jeg står i livets brænding

med modvinden i ryggen

og lyset uden for rækkevidde

 

Jeg træder et skridt frem

og mærker vandet bære mig oppe

mens mørket rasler af sten

 

Omkring mig

løber havet fuldt af vand

og himlen flammer op i alle farver

 

Jeg går et skridt videre

med finregn i ansigtet

og solskin i lommer og sko

 

Jeg står med fortiden omkring mig

mens nuet endnu ikke er nået frem

og fremtiden måske er mulig


 

 

Rejsen er målet

 

Jeg har vandret

langs havet

ad uendelige strækninger

i kanter af sand

 

Jeg har vandret

mellem havblik og stormpiskede bølger

mens blide indsigter og kraftfulde erkendelser

er skyllet ind over mig

med løfter om sorg

og strejf af lykke

 

Jeg har vandret

gennem årstiderne

mens blæsten har trukket furer i mit ansigt

og solen har grånet mit hår

 

Hvornår når jeg frem?


 

 

Afrejse

 

Jeg ser gåsetræk komme

fra flere retninger

de flyver alle mod vest

 

Med knævrende stemmer

finder de den rette kurs

og deres plads i en åben vinge

 

Jeg følger dem med øjnene

fra ensomhedens efterladte klokke

omgivet af himmel og hav

 

Jeg ville spørge dem

hvor de er på vej hen

men evigheden sluger både spørgsmål og svar

 

Om natten dræber jeg mine nyfødte børn

og efterlader dem synlige

i et fremmed forladt hus

 

Kun ét tager jeg med mig

nyfødt, nøgent, uden køn

og endnu ikke parat til livet

 

Jeg vandrer tungt og søgende af sted

på papiret ad afmålte linier

for at finde vejen tilbage til mig selv

 

Fuglekongen fouragerer i afskedens hegn


 

 

I tidens tegn

 

I hegnet

mellem fortid og fremtid

ser jeg fugle lede efter føde

 

Gærdesmutte

rødhals

og fuglekonge

 

Fra hegn til hegn

flyver skovskaderfrem og tilbage

mens rovfugle sejler på himlen

 

Højt over alle hegn

flyver flokke af trækfugle

mod syd

 

Hvordan finder jeg frem til nuet?


 

 

Limbo

 

Hænderne slipper mig

ud af syne

i den bundløse hvirvel

 

Jeg snapper

efter redning

 

Bølgens kraft

tager vejret

fra mig

 

Jeg gisper

efter livet

 

Havets flade

rummer uendeligheden

i nuet

 

Jeg griber

efter tiden

 

Grunden fra forgangne tider

er forsvundet

i opgravningers dybder

 

Jeg griber

efter lyset

 

Vandet mildner

krafttagenes modstand

i lysets brydning

 

Jeg griber

et billede i sigte

 

En bølge

kaster mig

på grund


 

 

 

 

Jeg griber

efter ordene

 

En bevinget søhest

hvirvler ordene op

i kaskader af lys

 

Jeg dækkes

af nedfaldende

betydning

 

Jeg slipper

både hale og vinger

 

 


 

 

Fugl Fønix

 

Jeg står på en tomt

der strækker sig

så langt øjet rækker

Overalt er gravet dybe huller

der hindrer enhver bevægelse

 

Mellem murbrokker, glasskår og rustent jern

står jeg

på bare fødder og med tomme hænder

kun iført sårbarhed og håb

 

Fra hullerne omkring mig

stiger spinkle røgsøjler op

og forsvinder i den klare luft

hvor en fugl svæver

over mig

på de opadgående strømme


 

 

Uglegylp

 

Hun er parat

med brillerne på næsen

blyanterne spidsede

og analyseapparatet

kørt i stilling

 

Hun ser sig tilbage

med forudfattede systemer

og skriver alt ned

ord for ord

tegn for tegn

 

Hun læner sig tilbage

for bedre at kunne se

og alle analyserne

falder hende af hænde

og forsvinder i en strømhvirvel

hvor et barneansigt drejer

rundt og rundt

 

Hun rejser sig

da barnet forsvinder

smider med ét al viden fra sig

og begynder på en vandring

ad en netop opstået sti

uvidende

men vågen


 

 

Livsfase

 

Flere årtiers hengemte bunker

i kældre og udhuse

dækket af tidens støv og glemsel

bliver rystet fra hinanden

og taget frem i lyset

 

Følelser for sig

ambitioner for sig

oplevelser for sig

forestillinger for sig

begær for sig

bekymringer for sig

 

Noget bliver smidt ud

noget bliver brændt af

noget bliver genbrugt

og erkendelser bliver pakket ned

i transparente kasser

af erfaring

 

På øverste etage

i store lyse rum

bliver de igen taget op og pakket ud

og finder en ny og synlig plads

af betydning


 

 

Bjergvandring

 

Jeg er nået frem

til livet

 

Jeg sidder på en bjergtop

med vidt udsyn

til livet

 

Jeg er vendt tilbage

fra spindelsvævsfyldte gange

i det indre landskab

 

Jeg rejser mig op

børster støv og klæbende spindelvæv af mig

og begynder vandringen

 

Alle skrammer er lægte

ingen smerte

eller gamle tårer

er tilbage

 

Jeg står med åbne hænder

parat til at gribe

livet

Til toppen

Retur Digte