Den stille tid

Illusioner og mirakler

             Forside           Galleri          Læserum          Blog          Kontakt    
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dit sande ansigt

 

Jeg så dig i en drøm

og forstod ikke

drømmens omfang

 

Jeg så dig

gennem mit eget slør

og så kun en forvrængning

 

Jeg så dig

i mit eget billede

og så hverken dig eller mig

 

Jeg så dig

og fattede i glimt

at det ikke var sandt

 

Kun ved at se

dit sande lysende ansigt

kan jeg kende mig selv

 

Kun ved at kende mig selv

kan jeg møde dig

og kende dig igen

 

 

Den fortabte søn

 

Fra tidernes morgen

har jeg søgt efter lykken

og vandret rundt i verden

for at finde den der

 

Jeg har søgt den i kærlighedsforhold

jeg har søgt den i forældreskabet

jeg har søgt den i venskaber

jeg har søgt den i status

jeg har søgt den i anerkendelse

jeg har søgt den i andres øjne

jeg har søgt den i besiddelser

jeg har søgt den i naturen

og jeg fandt den alle steder

 

Men efter en stund viste det sig at være et fatamorgana

og spejlinger af min egen stærke længsel

 

Efter lang lang vandring i verden

går det op for mig

at jeg har taget fuldstændig fejl

lykken findes slet ikke derude

 

Jeg vender om og går hjemad

 

 

Syndfloden

 

Regnen trommer mod ruden

da jeg synker ned i søvnen

til en verden fyldt med mennesker

Det er en fuldstændig virkelig verden

hvor mennesker agerer og føler og handler

mens jeg skiftevis er tilskuer og deltager

 

Regnen trommer mod ruden

og verden står under vand

op i bevidstheden dukker tanken

at lys og styrke er eet

Jeg synker igen ned i en anden verden

en fuldstændig virkelig verden

med mennesker der hader og elsker

der håner, ydmyger og angriber

og vækker ethvert forsvar i mig

 

Regnen trommer mod ruden

verden står under vand

og op i bevidstheden dukker tanken

at lys og styrke er eet

Både dagens og nattens verdner er drømme

kun egoet tror på had, angreb og svaghed

og ingen kan vågne af en andens drøm

 

 

Drøm med brækkede vinger

 

Ravnen hilser godmorgen

ind gennem det åbne vindue

til mig der lige er vågnet af nattens drømme

vågnet til denne mærkelige verden

fyldt med lidelse og uforstand

 

Kun mennesker kan lave

en så meningsløs og vanvittig verden

Vi er som fugle med brækkede vinger

der hverken kan flyve, høre eller se

med denne skrøbelige krop

som vi tror er os

Vi er faret vild

i vores egen selvskabte verden

og kan ikke finde vejen ud alene

 

Men en stemme kalder stille

Vågn op, det er kun en drøm

Blidt kalder den på dig og mig

Vågn op, og kom tilbage til virkeligheden

Du er ikke alene, jeg er her sammen med dig

 

Lad os vågne sammen og opdage

at vi er hjemme

 

 

Mørkets fugle

 

Tynget mod jorden

sidder jeg

på en sten i verden

og prøver at åbne mine øjne

og at høre sandhedens stemme

 

Der findes ingen synd

Du er i sandhed uskyldig

 

Da letter store sorte fugle

fra mine skuldre

og hele byrden af menneskehedens skyld

ophæves på én gang

i tilgivelsens klare lys

 

Løftet op

 af befrielsens vingeslag

ser jeg glædens kildevæld springe

og lægge et glitrende lysskær

over verden


 

 

Uskyld

 

Ynk ikke dig selv

Du er stærk

sagde de norske fjelde

klart og kortfattet

fra stenmassivernes indre

mens bræen lyste turkis

 

Hvor længe vil du lytte

til verdens buldren

om afmagt og vrede

om frygt og uforstand

om lidelse og smerte

 

Uskyld er styrke

Intet andet er stærkt

siger sandhedens stemme

Kun den der tror at have en fjende

er svag

 

Sandhedens stemme

taler altså også

gennem fjelde

og bjerges stenmassiver


 

 

At gitage

 

Bladene falder

og lægger sig som gule pletter

på den grønne flade

Fuglene flokkes om foder og vand

som jeg har givet for at få synet af dem

 

Jeg ser det

i mit eksil i verden

mens jeg forsøger at udrede betydningen

af at give og at modtage

 

Jeg giver til dig

og du giver til mig

jeg modtager det som du giver

og måske selv gerne vil modtage

mens jeg giver til dig hvad jeg gerne vil modtage

og tror du gerne vil have

 

Men hvordan kan man give noget man mangler?

 

Jeg kan ikke give noget

uden at have modtaget det først

og først når jeg giver det

har jeg modtaget det

 

 

Den stille tid

 

Det er den stille tid

 

Jeg går langs havet

hvor mit eneste selskab

er himmel og jord og skov og strand

 

Jeg går i lydrummet

af brusende bølger

og knasende muslinger og sten

 

Jeg er i verden

med omskiftelighedens tidevand og løvfald

i illusionen om forandring, forfald og forgængelighed

 

Jeg er i tiden

men går på vejen mod sandhedens tidløshed

og fredens og glædens uforanderlige evighed

 

Jeg sætter mig på en stub i skoven

og lytter indad mod livet og sandheden

om eksistensen af den fuldkomne glæde

 

Det er den stille tid


 

 

Arven

 

Tysthed og fred

er det eneste der er tilbage

da jeg lader tæppet gå ned

for scenen med verdens konflikter

 

Siden tidens begyndelse

har verdens larm holdt skjult

at fødselsgaven

var glæde og fred

vor umistelige arv

 

Erindringen herom

kommer

til det stille sind


 

 

”Vær folk der går forbi”

 

Jeg går ind i mit indre tempel

og afgiver et løfte for livet

Jeg vil være den der går forbi

 

Jeg vil gå forbi

verdens tilsyneladende virkelighed

jeg vil gå forbi

vredens forvrængede ansigter

jeg vil gå forbi

smertens sammenknugede hænder

jeg vil gå forbi

glamourens glitrende overflade

jeg vil gå forbi

sultens udmagrede skikkelser

jeg vil gå forbi

frygtens truende mørke

 

Jeg vil gå forbi

og nå ind bagved verdens splintrede billede

der skjuler sandheden om eenheden og lyset i alt levende

 

Jeg vil nå ind til kærlighedens uskyld i os alle

jeg vil nå ind til glæden og freden der tilhører os alle

jeg vil nå ind til samhørigheden i eenheden der aldrig kan skilles ad

 

 

At svæve over vandene og danse i livets flod

 

Jeg går på vandets overflade

hvorunder menneskenes smertensskrig kalder

 

Jeg har dykket i livets flod

Jeg har smagt smerten og lidelsen i dens dybder

Jeg har været dér hvor jeg troede på smertens virkelighed

og på muligheden af svigt, skyld og løgnagtighed

 

Er fravær af vrede ligegyldighed og vrede udtryk for kærlighed?

Hvad kan man byde et andet menneske?

Hvordan kan vrede nogensinde retfærdiggøres

medmindre man tror, at man kan forvente og kræve noget af en anden?

 

Kærlighedsbudskabet er totalt og altomfattende

Kærligheden er uden betingelser

Kærligheden tåler alt, giver alt og kræver intet

 

Jeg danser i livets flod

hvis strømmende vand fører mig afsted

en strøm der renser al lidelse bort og sætter fri

 

Jeg løfter mig og svæver over vandene

fri og uhindret af denne verdens illusioner

som har mistet sin magt over mig

Til toppen

Retur Digte