Forside Galleri Læserum Blog Kontakt
Længere tekster:
|
Den gyldne Port
Kortprosastykker:
|
"Den gyldne Port" |
|
Imellem himmel og jord svæver en fugl. Den brændende sol tegner fuglens enorme vingefang på jorden med en skarp, sort skygge. Fuglen, en ørn, daler ned fra himlen og lander på min højre skulder, forsigtigt uden at skade mig med sine skarpe kløer. Jeg er Akésha. Jeg er kommet til dig for at give dig klarsynets skarphed, overblikkets åndelige styrke og den feminine handlekraft. Jeg er din indre styrke. Jeg er din budbringer, der forbinder dig med budbringeren i den himmelske verden. Jeg er Akésha, din hjælper mellem himmel og jord. Med mine vingers styrke kan du svæve over verden og løfte dig til bevidsthedens højere planer. Du kender mig som budbringerens stemme i dig selv. Vi har fløjet sammen gennem tider og verdner. Vi har gennembrudt barrierer og grænser mellem himmel og jord og skabt forbindelse mellem erkendelser og visdommen i dit hjerte. Lad mig føre dig til verdens centrum og universets yderste grænse. I hjertet rummer du hele universet, en prik i uendeligheden, der rummer altet. Jeg er Akésha, jeg hører alle dine råb og alle dine bønner. Jeg besvarer alle de spørgsmål dit hjerte kan stille. Flyv med mig over uendelighedens hav og kom til dig selv i den indre verdens dybde. Kom til dig selv og se, at jeg er dig!
|
||
|
Jeg svømmer i enhedens urhav. Jeg svømmer blandt planter og krystaller i visdommens uendelige dybder. Kun legens glæde bærer mod nuet. Kun legens glæde er virkelighedens urkraft. Jeg svømmer i fortidens dybder og slugter, hvor illusioners slør forvitrer. Fortiden er ikke længere. Kun nuets kraft eksisterer. Jeg svømmer i livslyst og guddommelighed. Jeg svømmer i glædens gyldne visdom. Kom til mig og jeg vil føre dig til dybdernes klarhed og højdernes kraftfulde styrke. Kom til mig og jeg skal lære dig at flyde med strømmen. Kom til mig og jeg skal lære dig at give slip på al kontrol og alle forventningers tyranni. Kun i strømmens uendelighed og styrke kan du kende dig selv. Kun i overgivelsens og hengivelsens lykke kender du dig selv igen. Kom menneske og lær dig selv at kende i urhavets rensende vande. Kom menneske og skab dig selv med havets rytmiske bølgers forvandlende kraft. Du hører min sang. Du hører flokkens symfoniske og bølgende musik under havet. Dér finder du mig – i dit eget indre ocean.
|
||
|
Jeg sidder i toppen af et træ og skuer ud over skoven. Over jorden hænger en dis af mistro og frygt. Vi har været her fra tidernes morgen. Vi har ført slægten videre i evigheders evighed. Fra toppen af verdens skove ser vi ud over menneskehedens dårskaber og illusioner. Kun frygten styrer verdens forlis, kun smerten styrer livets forgængelighed. Fra toppen af verden ser jeg ud over Jorden, der er indelukket i en skal af mistro og frygt, skrøbelig som ægget, der falder mod jorden og stærk som alle fortrængningers forsvarsværker. Når jeg svæver over verden, stiger lugten af angst op som bølger fra menneskenes byer. Kom ud i luften! Kom ud i friheden! Men ingen hører mine råb. Alle ører er lukkede, menneskene har søgt tilflugt fra hinanden i ensomhedens illusoriske skjul. Kom ud i lyset og kærligheden! Men ingen hører mine råb, mens jeg svæver på luftstrømmene over verden. I evigheder har jeg boet i toppen af et himmelstræbende træ. Herfra ses alle verdens dårskaber og illusioner, herfra ses lysets skjulte sandhed. Menneskene bevæger sig mellem hinanden tynget mod jorden. De bevæger sig i søvne og blindhed for sandheden omkring dem. De ser kun sig selv og alle de skygger, de kaster på jorden. Løft jer op, råber ravnen i flugten Løft jer op og se verden som den er. En uendelig skiften mellem lys og mørke. En uendelig skiften mellem glemsel og visdom. Lyt menneske! Lyt til ravnen i toppen af træet, i skoven, midt i verden.
|
||
|
Sommerfugl, bryd ud af din puppe af fortidens hengemte og færdiglevede kokon. Sommerfugl, hvornår har du gennemlevet nedbrydningens totale opløsning, der har slået larven ihjel for at blive genfødt med vinger til at flyve med over verden? Jeg ønsker at flyve! Jeg ønsker at fravriste gamle edderkoppespinds greb om mine tanker og min verden. Jeg vil leve og flyve som en sommerfugl fra blomst til blomst og suge nektar af helt forskellig smag og konsistens. Det er det livet handler om, at flagre rundt fra blomst til blomst, at sidde og hvile i sollysets livgivende varme. Hver blomst sin verden. Hver blomst sin erkendelse. Hver blomst sin duft og mulighed for erfaring. Det er det det hele handler om. At samle erfaring som nektar i hver en blomst jeg lander på. Jeg ruller min snabel ud og stikker den dybt i blomstens bløde midte, hvor livskraft og erfaringers muligheder gemmer sig. Kun i samkvemmet rummes livets gåde. Kun i dybden findes realiteternes grund – at vi alle er ét og dog så langt fra hinanden. Vi taler til hinanden – vi bruger det samme sprog og dog forstår vi sjældent hinanden. Jeg er et du og du er et jeg – og derfor kan vi ikke forstå hinandens ord. Sproget er en ufuldstændig bro imellem mennesker, over den kan vi kun nå hinanden med fingerspidserne. Afstandens illusion er for stor og uigennemtrængelig. Det er menneskehedens selvskabte vilkår at leve i hver sin lukkede puppe. Først når vi bryder ud af puppens snævre isolation og illusoriske beskyttelse, kan vi flyve i lufthavet, som forbinder os alle med hinanden og med verden. Her flyder alt ud og ind mellem hinanden. Det er sådan virkeligheden er – en uendelighed af flyden ind og ud mellem hinanden. Fordi vi alle er ét og den samme substans – lufthavets uendelige mængde af dele. Det er det vi er: Flyvende sommerfugle i et uendeligt lyshav af væren og bevidsthed. Jeg tænker – altså er du – til stede i verden. Jeg lever – altså flyver jeg gennem verdner og horisonter til en helt anden galakse, som også er lige her. Den tiltagende måne står op over skoven i tusmørkets skær fra den forsvundne sol. Hvor kommer lyset fra? Fra kilden eller månens bagside? Det spørger jeg om, og fra solens ukendte bagside lyder svaret. Kun lyset er svaret på mørkets evige gåde. Det er nu!
|
||
|
Jeg sidder på en sten hævet over havet på kanten af øen. Jeg sidder på den øverste sten som i stævnen på et skib og ser bølgerne, der brydes med høje skumsprøjt omkring mig. Jeg sidder i nuets uendelige væren midt i naturens storhed og kraft. Solen varmer min hud og min krop. Blæsten stryger gennem mit hår. Og bølgerne sender våde, skummende sprøjt op over mig. Jeg sidder midt i verdens rytmiske åndedrag, der danner døgnets flod og ebbe, mens mit eget åndedræt forbinder mig med lufthavet, der omfatter alt, hvad der er i denne verden. Jeg sidder midt i altet og inddrikker dets lysende kraft med hvert eneste åndedrag. Havet taler til mig med sine rytmiske bølgeslag: Livet i denne verden er en evig rytme af forandring – en cyklisk bevægelse i det tidløse rum. Livet udtrykker sig i bølger og rytmisk bevægelse: Indånding og udånding. Flod og ebbe. Dag og nat. Løvspring og løvfald. Fødsel og død. En uendelig forvandling af form. Jeg sidder på stenen og ser ud over havet, der evigt er det samme og altid forskelligt. Bag mig falmer skoven. Snart går naturen til hvile i vinterens mørke, der i sig rummer lyset og forårets komme.
|
||
|
I dybderne findes en klangbund af sårbarhed og livssmerte. Den bærer enhver glæde mod uanede højder. I dybderne gemmer sig en klangbund af frygt for det uafvendelige og ikke mere frugtbare. I dybderne gemmer sig en klangbund af angst fra tidernes morgen og urtidens fald fra himlen. Den angst som kommer af tvivlens håbløse fortvivlelse. Jeg er – og det er et umisteligt faktum. Jeg er – og det er en umistelig gave, som selv det dybeste fald fra himlen ikke kan ændre på. Jeg er – og jeg falder fra himlen – helt ned til dybdernes klangbund, der synger af sfærisk musik og livets uendeligheds gåde. Jeg synker og synker i blåsort mørke, igennem stålplader og panser. Jeg falder og falder gennem menneskehedens angstfulde gru til uvidenhed og glemsel. Selv i den dybeste glemsel og meningsløshed findes svaret på livets gåde. Selv i den dybeste smerte og sorg findes livets uendelige og uforståelige gave. Jeg er – altså lever jeg – trods afsavn og uendelig smerte. Jeg er – og på bunden af livet findes et gyldent frø – parat til at spire og sætte stængel – til endnu en forunderlig blomst. Jeg er og jeg ved at det er livets gave og mening at være den jeg er og den jeg søger at være. Det gyldne frø rummer svaret, som jeg har søgt så længe. Dybt i mit indre findes svaret som en flammende, flydende kilde. Lad der blive lys! Og der er lys. Lad der blive glæde! Og der er glæde. Lad der blive liv og kærlighed! Og kærlighed er hvad livet er. Således klang det fra dybdernes bund. Således hører jeg min universelle stemme i det fjerne nu.
|
||
|
Efteråret kommer mig i møde med sin lugt af æbler, nedfaldent løv og muld. Det omslutter mig med gyldne blade, der danser i luften og daler og danner prikker på jorden. Jeg bevæger mig hen over skovstien og hører fuglekonger kommunikere fra grantræ til grantræ med deres stærke, spinkle stemmer. Jeg tager imod efteråret som en tilbagevendt og kærkommen ven, der gennemspiller en kadence af farver, før alt går i sort. Flokke af dompap plukker røde, modne bær af træerne, de byder også efterårets frodighed velkommen med forslugne næb. Efteråret griber mig, i mit fald, ned i sprækken mellem i går og i morgen. Jeg er landet på en fremmed klode, helt uden bagage og forudfattede forventninger. Kun efteråret kender jeg dybt i min sjæl – alt andet er lysende og ukendt. Det er tid for forandringens globale fødsel, der efterlader mig hjemløs i mit eget sind. Kun bladenes tiltagende falmen og rovfuglenes svæven over skoven forsikrer mig om, at jeg har været her før. Jeg går rundt i min verden og venter på at vågne. Rovfuglenes skrig og svæven styrer min vej ad blindhedens mælkede sti, gennem den verden, der ikke længere eksisterer som en mulighed. Du venter et sted derude. Jeg kender dig igen. Og mens du langsomt nærmer dig i morgentågens disede hav, ligger jeg under stjernehimlen, der trækker mælkevejen hen over mit hoved, på toppen af et indre bjerg. Du hvisker langt ude i fremtidens intethed, som er helt uhørlig her. Hvordan overskrider jeg nuets fjernhed, hvornår når jeg frem og dukker op i din verdens hvisken? Jeg hører stilhedens knitrende intethed, der fylder mit nu med fryd. Jeg svøber mig i en kåbe af uendelighed. Jeg er ankommet til en verden af forandring, båret af efterårets tågeskib gennem Cassiopeias tegn. Hun bærer mig, hun deroppe, mod morgendagens horisont. Jeg venter i en sprække i himlen, der ganske langsomt fører mig derind. Med lukkede øjne i efterårets solnedgangsskær lader jeg mig falde, ind i det nye nu.
|
||
|
Jeg prøver at komme til verden, men ved hverken hvor verden eller jeg er blevet af. Jeg søger og finder mig selv som en indre og ydre, usammenhængende, sitrende og vibrerende energi, en tilsyneladende sammenhængende form, der vibrerer i et utal af bølger og partikler. Kroppen hænger ikke længere sammen men er rystet fra hinanden, så de fysiske bestanddele er gået i opløsning og er forsvundet i de flydende mellemrum mellem og inden i cellernes kerner. Cellerne har frigjort sig fra hinanden og svæver nu frit i et vægtløst rum. Et indre univers flydende sammen med det ydre, der bliver suget ind i universets centrum, et sort hul af lys. Her er jeg, hvem det så vil sige. Jeg aner det ikke men mærker nuets bevægelse i en voldsom, opløftende centrifugalkraft, der suser med stor fart gennem rummet. I et glimt mærker jeg nuets evighed og bevægelsens rytme af evig forandring. Jeg mærker livets åndedrag og verdens vertikale sandhed af uendelige og parallelle verdner. I et glimt mærker jeg fortidens og fremtidens tilstedeværelse som en vertikal stabel af tidsflader, der flyder op og ned og ud og ind mellem hinanden, mens livets drivkraft skubber mig længere ind mod min egen kerne, der er omgivet af helhedens uendelige hav af partikler og bølgende energi. Energien slår som bølger mod livets blueprint, hvorfra hvert menneskes vej skabes i en uendelig række af erfaringer. Jeg ved ikke hvem jeg er i dag eller i morgen, den jeg var i går er forsvundet og eksisterer et andet sted i urhavets bølger. Jeg er. Så meget ved jeg dog.
|